15.05.11:

2y i Drughunter Dyst

Her i foråret har 2y deltaget i Drughunter Dysten 2011. Det er en naturfaglig konkurrence for elever på de Danske Science Gymnasier arrangeret af H. Lundbeck A/S som en del af Forskningens Døgn. Klassen har arbejdet med depression, det vil sige en biologisk beskrivelse af sygdommen og dens fysiologiske konsekvenser. Opgaven bestod også i at give eksempler på, hvordan denne sygdom undersøges i laboratoriet, samt komme med bud på behandling.

Produktet var at fremstille en poster. Syv grupper lavede en poster, og klassen udvalgte én, som skulle repræsentere klassen ved finalen i Valby , H. Lundbeck A/S - fredag den 29. april, Forskningens Døgn.  

Hele klassen blev dog inviteret til finaledagen, og der var stor opbakning til Sisse Victoria Thode, Nanna Thøgersen, Caroline Lomholt Øst og Tobias Stæhr Jakobsen, som skulle præsentere deres poster.

Der har deltaget 36 gymnasier fra hele landet, så i år har der været hård konkurrence om priserne: samlet vinder, bedste poster og bedste fremlæggelse. Ud af de 36 gymnasier var seks gymnasier specielt udvalgt til en mundtlig præsentation på scenen. Deriblandt var 2y.   

Dagen var meget inspirerende og veltilrettelagt. Og alle i 2y gjorde et stort stykke arbejde, dog uden at det kunne blive til priser i år; dertil var konkurrencen desværre for hård.

Billederne kan du se, hvis du klikker på linket nedenfor. De viser Sisse Victoria Thode, Nanna Thøgersen, Caroline Lomholt Øst og Tobias Stæhr Jakobsen, der præsenterer deres poster. Dommerne var kritiske og stillede mange faglige og uddybende spørgsmål, der skulle svares på.

Andre billeder er taget fra scenen, hvor den mundtlige fremlæggelse sker foran 250 tilhørere.

På dagen var der også et videnskabeligt foredrag ved speciallæge i psykiatri Henrik Rindom. Det omhandlede hans spændende arbejde og forskning om unges afhængighed af rusmidler. Henrik Rindom er blandt andet kendt fra tv-programmet ”100 dage uden stoffer”.