27.04.20:

Årets Forskerskole 2020

Risskov Gymnasium modtager prisen som Årets Forskerskole 2020 for dets fokus på de naturvidenskabelige fag både på og uden for gymnasiet. Med prisen følger 100.000 kroner.

Hempel-DTU Forskerskolepris anerkender hvert år to gymnasier - et vest og et øst for Storebælt - som gerne vil gøre en særlig indsats for at styrke undervisningen i STEM-fagene. STEM er forkortelsen for de naturvidenskabelige fags engelske navne: Science, Technology, Engineering og Mathematics.

Præmien består af 100.000 kr. til hvert gymnasium som skal understøtte nye naturvidenskabelige indsatser. Derudover vinder begge gymnasier et besøg på DTU Lyngby samt besøg af DTU ScienceShow på deres skole. Vinderne blev offentliggjort ved præmieoverrækkelsen til Unge Forskere-finalen 2020.

Vinderne 2020

· Vest for Storebælt: Risskov Gymnasium
Ved Talentkoordinator Astrid Frøhlich Staanum og Rektor Gitte Horsbøl

· Øst for Storebælt: Hillerød Tekniske Gymnasium
Ved Rektor Vibeke Thornvig Johnsen

Begrundelse for valg af Risskov Gymnasium

Risskov Gymnasium arbejder strategisk og målrettet på at styrke STEM-fagene. For at fange elevernes naturvidenskabelige interesse allerede i grundskolen, har gymnasiet udviklet en række forskellige undervisningstilbud til lokale grundskoler hvor gymnasiets egne lærere og elever spiller en aktiv rolle. For gymnasiets egne elever, sættes der også stærkt ind på at fremme STEM-fagene. I grundforløbet ydes en stor indsats for at få mange elever til at vælge gymnasiets naturvidenskabelige studieretning. Der arbejdes desuden på at vise naturvidenskabens samfundsmæssige relevans igennem bæredygtighedsprojekter og fokus på FNs Verdensmål. Og endelig er der fokus på den enkelte elev, herunder også talentudvikling, et fokuspunkt både i og uden for skolen. Gymnasiets talenttilbud består i naturvidenskabelige workshops og konkurrencer, Science Talenter, Forskerspirer og Unge Forskere.

Gymnasiets mange aktiviteter og stærke ønske om fortsat at bidrage til naturvidenskabelige events for hele skolen, vidner om et ambitiøst gymnasium med stort fokus på STEM-fagene. En vision som Hempel Fonden og DTU derfor gerne vil hjælpe til at understøtte med Hempel-DTU Forskerskoleprisen 2020.