25.05.18:

Aarhus Sejlsportscenter

Aarhus Sejlsportscenter ved Aarhus Ø blev onsdag indviet i strålende sol med deltagelse af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Vores tidligere Team Danmark elev, Marie Thusgaard Olsen, og hendes 49er sejlermakker, Ida Marie Baad, lagde båd til, da kronprinsen hejste Dannebrogs-spileren til tops, og dermed åbnede centret officielt. Sejlsportscentret kommer til at spille en helt central rolle, når Aarhus afholder VM i sejlsport til sommer.

Marie Thusgaard Olsen studerer nu på Aarhus Universitet, og har sammen med sin sejlermakker vundet adskillige VM og EM medaljer i flere bådklasser over de seneste år. Marie er meget begejstret for det nye sejlsportscenter: "Med sejlsportscentret har vi stort set alt samlet et sted. Vi kan lave fysisk træning, og vi kan reparere vores både indendørs. Jeg tror, at vi sparer minimum en halv time forberedelsestid hver dag før og efter vi har trænet. Det giver os bedre muligheder til at restituere og i forhold til vores studier." (Team Danmarks Nyhedsbrev 23. maj 2018)

Både Marie og vores nuværende Team Danmark sejler, Jakob Precht, vil deltage i VM i Aarhus til sommer - og begge håber også at kunne klare sig godt til OL. Vi ønsker dem god vind.