22.06.20:

Glade studenter på Risskov Gymnasium

Når studenterne klækkes, er der glæde og sommer i luften. Og det er lige i disse dage, de nye studenter traditionelt dukker frem i solskinnet med deres huer og glade miner. Sådan er det også i år til trods for skyggen fra corona-virus.

Mandag d. 22. juni er på Risskov Gymnasium dagen, hvor de nye studenter fejres første gang. Traditionen tro hejste de første studenter sammen med rektor Gitte Horsbøl Dannebrog. Fire studenter var med til flaghejsningen: Jonas Hougaard og Clara Funch Adamsen – begge fra 3a – og Ida Hougaard Jensen og Johanne Duus Gundesen – begge fra 3x.

I år har traditioner dog været brudt. Årets studenter har pga. corona-situationen kun været til to skriftlige eksaminer og én mundtlig eksamen mod traditionelt tre til fire skriftlige eksaminer og lige så mange mundtlige. Glæden, stoltheden og lettelsen ved at være blevet student er dog ikke mindre. Omstændighederne har bare været anderledes. Og alle studenter bliver behørigt fejret af familie, venner og hinanden, som det hører sig til.

På Risskov Gymnasium fejres studenterne igen med dimission efter en anden skabelon end vanligt torsdag d. 25. og fredag d. 26. juni. Alt sammen efter forskrifterne og med masser af glæde, smil og solskin.

Tillykke til alle årets godt 250 studenter på Risskov Gymnasium.

Se foto fra dagen HER