02.11.11:

Musicalen "Nat på Montmartre" på Risskov Gymnasium

Siden slutningen af august har 80 elever og en håndfuld lærere på Risskov Gymnasium været i gang med at øve på årets musical Nat på Montmartre.

Hvert andet år opfører skolens elever en stor musical, og i år er musicaltemaet Paris omkring år 1900. Nat på Montmartre foregår nemlig i den berømte natklub Moulin Rouge og handler om kunstnere, kærlighed og forviklinger.

Den unge englænder, Christian, der gerne vil være forfatter, får tilfældigvis kontakt med nogle kunstneriske typer, og de introducerer ham til miljøet omkring natklubben Moulin Rouge, heriblandt ejeren Harold Zidler og den mest berømte kvindelige sanger på natklubben, Satine, som han forelsker sig i.

Christian og Satines stormfulde kærlighed møder imidlertid forhindringer: For at få kunstnernes teaterforestilling sat op og Moulin Rouge omskabt til et rigtigt teater skal der skaffes en sponsor. En hertug tilbyder sig – mod at få Satine med i handlen. Hun viser sig imidlertid at være dødssyg af tuberkulose. Og således trækker musicalens handling og miljø på mange forskellige referencer til klassikere som La Traviata, Cabaret og La Bohème.

Musicalen Nat på Montmartre byder på masser af god musik. Så forskellige navne som David Bowie, Elton John, Madonna, Christine Aquilera udgør lydsporet til forestillingen, som også rummer mange flotte dansenumre og godt skuespil.

Der er premiere på musicalen torsdag den 10. november kl.19.30 på Risskov Gymnasium. Forestillingen opføres to gange mere, nemlig fredag den 11. november kl.19.30 samt lørdag den 12. november kl.15.00. Entré: 50 kr.