30.10.18:

Nihao RiG!

Vi, 3f, er netop kommet hjem fra vores studietur til Kina med en uforglemmelig oplevelse i bagagen.

Vi rejste fra Billund til Xi’an søndag d. 23 september, hvor førstedagens program stod på udflugt til Terrakottahæren og en cykeltur på Xi’ans 18 kilometers lange bymur. Dagen efter fløj vi videre til Harbin i det nordøstlige Kina, hvor hver elev fra klassen skulle indkvarteres hos en kinesisk familie med en elev fra Harbin no. 3 High School.

Dette var noget vi alle havde været spændte på, da det nok altid er en smule grænseoverskridende at bo alene hos en anden familie. Derudover var vi også alle bevidste om de store kulturelle forskelle mellem Danmark og Kina, hvilket vi også vidste kunne blive en udfordring. Jeg tror hurtigt det slog os alle, hvor dårlige mange af vores kinesere, og især deres forældre, var til engelsk. Til trods for, at de fleste af vores kinesere gik i en international skole, havde mange af dem store vanskeligheder med det mundtlige engelsk, hvilket i mange tilfælde gjorde det svært at føre en reel og sammenhængende samtale. Derudover oplevede vi alle også, at dele af den kinesiske mad var meget forskellig fra, hvad vi spiser i Danmark, hvilket også var en stor overvindelse for nogle.

Vi har blandt andet fået serveret hønsehoveder og hønsefødder, sommerfuglelarver, kotunge, grissehud og friturestegt lever. Selvom det på mange områder har været en grænseoverskridende oplevelse at bo alene ved en kinesisk familie, tror jeg ingen vil have været oplevelsen foruden. Vi har mærket den kinesiske kultur på tætteste hånd og oplevet, hvordan det er at være gymnasieelev i Kina, hvilket i den grad adskiller sig fra gymnasielivet i Danmark.

Efter 3 dage i Harbin tog vi nattoget til vores sidste destination, som var hovedstaden Beijing. Her startede vi ud med et virksomhedsbesøg ved Arla, hvor Katrine Köbke, leder af Arla Innovationscenter i Beijing, fortalte os om alt fra hendes personlige oplevelse ved at flytte fra Danmark til Kina med en familie til Arlas produkters udfordringer på det kinesiske marked. Det var virkelig spændende at høre om, hvordan en dansk virksomhed klarer sig i et land som Kina, hvor de kinesiske forbrugere har nogle helt andre forventninger og krav til produkterne end danske forbrugere.

Udover at besøge Arla, så vi også de fleste “klassiske” attraktioner i Beijing, som Den Himmelske Fredsplads, Den forbudte By, Himmeltemplet og Den Kinesiske Mur. Disse attraktioner har vi haft om i undervisningen inden vi tog afsted, så det var ligeledes en kæmpe oplevelse at opleve disse på egen hånd. Vi havde også været så heldige at få arrangeret et møde med DR’s Asien-korrespondent, Phillip Khokhar, som kom ud og fortalte os om alt fra sit arbejde som journalist i Kina til Kinas udfordringer og muligheder som kommende supermagt. Det var en virkelig en spændende og lærerig samtale, og noget som har givet os som elever en bedre indsigt i Kina som politisk aktør på verdensplan.

Vi har haft en helt fanatisk og spænende tur - en oplevelse, vi aldrig glemmer. Men lige netop ved et land som Kina, med så store kulturelle forskelle fra Danmark, tror jeg roligt man kan sige “ude godt, hjemme bedst”.

Skrevet af Sofie Riis 3.f

Se lidt foto fra turen HER