27.10.16:

Astronomihold tæt på stjernerne

3g Astronomiholdet på Risskov Gymnasium har netop vundet en flot 3. plads i den landsdækkende konkurrence om brug af det nye robot-teleskop, SONG, på Tenerife.

Opgaven i konkurrencen var at udarbejde et astronomiprojekt, hvor SONG-teleskopet skulle bruges til fem timers observation. Astronomiholdets projekt indeholdt observationer af binære stjernesystemer - både at finde spektralklasser (stjernetypen) for stjernerne og deres radialhastigheder for at finde omløbsperioden for systemerne - hvilket kan afsløre detaljer i deres dannelse; astrofysikere fra Aarhus Universitet gennemfører astronomiholdets projektobservationer.

Den landsdækkende konkurrence var udskrevet af Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet. Tirsdag aften blev de bedste projekter fejret ved et foredrag i sø-auditoriet på Aarhus Universitet.

Tillykke med 3. pladsen til 3g Astronomiholdet.