26.10.18:

Risskov Gymnasiums tidligere Rektor er død

Det er med sorg, at vi har modtaget beskeden om, at skolens tidligere rektor Birthe Balleby er afgået ved døden d. 24. oktober.

Birthe var en dedikeret rektor for skolen gennem 30 år i perioden 1980-2010. Birthe var optaget af at give skolens elever den allerbedste ballast med fra skolen, og hun var meget fokuseret på at opretholde et højt fagligt niveau. 

Samtidig var det kendetegnende for hende, at hun havde blik for de enkelte elever. En af skolens tidligere elever formulerer det således i skolens 50 års jubilæumsskrift:

"Den gode rektor Balleby hev i årets løb løbende fat i mig og talte med mig om mit fravær. Hun holdt mig fast. Blev min guidance. Hun forstod omfanget af den indsats, jeg gjorde uden for gymnasiet og havde tidligt valgt en strategi, hvor hun kaldte mig ind til samtaler, og hørte hvordan det gik. Hun var klar over udfordringen og rummede den, bakkede op og sikrede, at jeg kom igennem (...)".

Vi ved, at mange tidligere elever har haft samme oplevelse af, at Birthe viste både rummelighed og kontant støtte. 

Æret være hendes minde.