Musikelever i Musikhuset

Den Jyske Operas opsætning af Mozarts Don Juan
Mandag eftermiddag var alle musikelever i Musikhuset for at se Den Jyske Operas opsætning af Mozarts Don Juan.
Det er altid sjovt at have eleverne med til den slags. Vi gør os altid helt vildt umage for at forberede dem på, hvad de kan forvente. Vi har sunget den store forførelses-duet, vi har vist nogle af instrumenterne fra symfoniorkestret frem, vi har forklaret, hvordan Mozart bruger musikken til at skabe drama og følelser, og hvordan man som sanger skal anvende en hel anden teknik end man gør i rytmisk sang for at kunne nå de høje toner og synge store sal op uden forstærkning.
Mange af disse ting gør et rigtig stort indtryk på eleverne, når vi endelig sidder i salen. Forestillingen var flot med masser af store kjoler, høje hatte, kapper, masker og endda også et genfærd i form af en statue, og flot scenografi. Den var veludført (omend lidt langsom til tider) men kan bestemt anbefales.
