Risskov Gymnasium 50 år

Det er lysten, der driver værket, og på Risskov Gymnasium er der stor lyst til at fejre skolens jubilæum.

Da vi tog hul på planlægning af jubilæet, stod det hurtigt klart, at der var så mange gode idéer til jubilæumsaktiviteter, at en enkelt festdag eller to ikke kunne rumme det hele. Derfor er september blevet den måned, hvor vi særligt markerer de 50 år med en række helskolearrangementer, hejser flaget og inviterer gæster udefra. Men flere begivenheder følger henover skoleåret og blandt andet en stor fest i november for tidligere studenter og skolens nuværende 3g-elever samt en jubilæumsrevy ved skolens lærere i december.

 

Det er vores håb, at jubilæumsviften af aktiviteter giver mange gode anledninger til at lade Risskov Gymnasiums nutid og fortid spille sammen gennem møder mellem nuværende og tidligere elever, ansatte og samarbejdspartnere. Det er ikke mindst vores optagethed af at styrke disse fællesskaber på og om skolen, der giver os lyst til at fejre jubilæet.

 

På jubilæumsdagene 24. og 28. september vil vi opleve glimt af skolens udvikling gennem fem årtier via fortællinger og billeder. De elever, der aktuelt går på skolen, kan på den måde holde skolens historie op mod det, der i dag er deres eget liv som gymnasieelever. De vil møde mange typer af forhenværende elever - der har vist stor imødekommenhed ved at medvirke i jubilæumsprogrammet både i salen og ude i klasserne – og de tidligere elever vil hver især være stemmer, der fortæller deres personlige gymnasiehistorier om undervisningen, lærerne, klassen, osv., og hvordan det har sat sig aftryk på deres senere valg af uddannelse, job, m.v.

Måske vil vores elever spejle sig i nogle af skolehistorierne og få idéer til egne fremtidsmuligheder. De indbudte gæstetalere og ”klassegæster” vil også komme med bud på, hvad fremtiden bringer af muligheder og udfordringer for de unge. Det er vores erfaring, at vores elever godt kan lide at møde voksne, der gerne fortæller om det, de er optaget, og som giver eleverne lejlighed til at være nysgerrige og reflektere over de valg, man som ung skal træffe i sit liv.

 

Det er takket være en stor fælles indsats på skolen, at vi kan se frem til at fejre skolens jubilæum, og derfor skal der også på vegne af jubilæumsudvalget - Kirsten Elers Koch, Claus Christensen, Jørgen Eriksen, Henrik Møller, Per Bjørn Larsen, Gitte Horsbøl, Helene Clemens Petersen - lyde en stor tak til alle dem, der er med til at planlægge og puste liv i festlighederne.

 

                                                                                       Helene Clemens Petersen, vicerektor