Biologi - Kemi

Synes du, det er spændende at dissekere svinehjerter, se dine egne celler i et mikroskop, undersøge kemiske processer i et laboratorium eller fange smådyr i vandløbet? Interesserer du dig for mennesket og samspillet med naturen omkring os? Så er denne studieretning noget for dig!

Med sin naturvidenskabelige profil er denne studieretning for dig, der

  • vil vide, hvordan din krop og hjerne fungerer

  • vil kende de kemiske processer i fx fordøjelsen og skovbunden

  • kan lide at arbejde praktisk med forsøg - både i laboratoriet og i naturen

  • vil deltage fagligt i diskussioner om emner som stamceller, gentests, vacciner og klimaforandringer

Elevcitat: “Jeg synes, det er fedt at man får en forståelse for, hvordan verden fungerer, såsom hvad der sker i kroppen med det vi spiser, og hvordan noget så småt som insekter kan betyde helt vildt meget for hele verden”.

Elevcitat: “På en dag med mange moduler, er det fedt med en masse forsøg i både kemi og biologi. Det giver variation i undervisningen, og det lægger jeg stor vægt på”

I biologi-kemi-studieretningen kommer DU i centrum. Vi arbejder for eksempel med kroppen, og hvordan den påvirkes af medicin og hormoner. Et andet eksempel kunne være alkohol, både hvordan det fremstilles, og hvordan alkohol påvirker kroppen. Vi kan også undersøge, hvilke smage, dufte og farvestoffer, der er i vores mad. Vi laver forsøg med både planter og dyr, og hvor det er muligt tager vi udgangspunkt i os selv, mennesket. Vi bestemmer vores blodtype og andre genetiske træk, og vi undersøger hvad en sund livsstil egentlig er. Vi tager også ud og undersøger naturen - både i nærmiljøet og på ture.

Elevcitat: Jeg synes, det er fedt, at timerne er meget forskellige fra gang til gang. Nogle gange har vi en masse teori, mens vi andre gange kommer ud og skal lave forsøg vha. den viden, vi har fået.

Med biologi A og kemi B er der rigtig gode muligheder for at lave forløb på tværs af fagene, og der er desuden et stærkt samarbejde med særligt matematik, men også med klassens andre fag. I studieretningen er der desuden stor fokus på at inddrage den nyeste viden om de emner, der er oppe i tiden.  

Elevcitat: Biologi A og kemi B er et perfekt match, da de supplerer hinanden godt.

Elevcitat: Linjen åbner op for rigtig mange videregående uddannelser.

Interesse- og uddannelsesmuligheder
Da studieretningen udover biologi på A-niveau har kemi og matematik på B-niveau med mulighed for at opgradere matematik A-niveau, får du direkte adgang til langt de fleste videregående uddannelser på både naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. 

Så uanset, om du vil være folkeskolelærer, læge, sygeplejerske, læse videre inden for økonomi, statskundskab, matematik eller noget helt andet, så er mulighederne mange med denne studieretning.

Du kan altid se de konkrete adgangskrav på ug.dk. Se på adgangskortet, hvilke uddannelser denne studieretning giver adgang til - tilføj selv dine valgfag.