Gå til hoved-indhold

Vinder af Årets Forskerspirer

19/12/22

KÆMPE STORT TILLYKKE til Augusta fra 3f, som fredag vandt titlen som årets Forskerspirer.

Augusta præsenterede sit projekt "mobiltelefonens effekt på gymnasieelevers aktive deltagelse i undervisningen" i den flotte vandrehal på Københavns Universitet. Augusta vandt i kategorien Samfundsfag på baggrund af en gennemarbejdet synopsis, som viste stor metodebevidsthed og et højt videnskabeligt niveau. Præmien blev overrakt af professor og Nobelprismodtager Morten Meldal. Juryen udtalte om Augustas projekt:

”Projektet tager udgangspunkt i Augusta Agger Mortensens observation af, at mobiltelefoner og computere bruges mere og mere i undervisningen, både med fagligt og ikke-fagligt sigte. Hun ønsker at undersøge, om det har betydning for koncentration og aktiv deltagelse i undervisningen. I en gennemgang af eksisterende empirisk forskninge peger hun på en række vanskelige metodiske problemer i at undersøge denne sammenhæng. På den baggrund har hun designet en eksperimentel undersøgelse af betydningen af adgang til mobiltelefoner i undervisningen. Hun håndterer de metodiske problemer ved gentagne observationer af faglig aktivitet og mobilbrug i klasser, hvor adgangen til mobiltelefoner varierer. Designet er særdeles velgennemtænkt, og der er meget fine overvejelser om, hvordan man bedst kan måle faglig aktivitet og mobilforbrug. Der er gennemført en pilotundersøgelse, som indikerer, at mobilforbrug kan have betydelig negativ indvirkning på den faglige aktivitet. Projektet er aktuelt, hviler på et stærkt metodisk design og belyser, hvordan digital teknologi kan få negativ betydning for læring. Samtidig viser projektet også, hvordan problemerne kan håndteres. Det vidner om, at Augusta Agger Mortensen har et usædvanligt stort forskningstalent.”

På billedet ses to af de andre vinder af årets forskerspirer sammen med Augusta. I midten er det Mathias Wahl fra Det Internationale Gymnasium Niels Brock med projektet ”Nanopore-sekventering af DNA fra saliva med henblik på identificering af antibiotika resistensgener” i kategorien Sundhedsvidenskab. Til højre ses Sigrid Visti Hemmingsen fra Frederiksværk Gymnasium og HF vandt i kategorien ”Humaniora” med projektet ”Musikundervisnings effekt på børn og unges selvværd”. De tre vindere bakkes her op af  prorektor Kristian Cedervall Lauta og professor Morten Meldal.

I Den sidste kategori ”Naturvidenskab” vandt Victoria Otzen fra Aarhus Katedralskole med projektet Nye enzymer til bæredygtigt vaskemiddel.

Endnu engang stort tillykke til Augusta - både med titlen som årets forskerspirer og med de 20.000 kr., som følger med hæderen.

Tilbage