Kunst på Risskov Gymnasium: Kørner og de andre

Der har igennem hele gymnasiets levetid været en god tradition for at lægge vægt på udsmykningen af skolens lokaler og fællesarealer. Gennem årene er der indkøbt bl.a. grafiske tryk af store danske kunstnere som Per Kirkeby, Vilhelm Freddie og Richard Mortensen og mange af værkerne afspejler på bedste vis de årtier, de er købt i og de forskellige kunstneriske strømninger, der har været fremherskende. Gennem årene, og ikke mindst indenfor de seneste 10 år, er kunstindkøbene blevet suppleret med donationer og deponeringer fra forskellige fonde, som har betydet en opgradering af skolens kunstneriske profil.

I efteråret 2006 havde RiG besøg af billedhugger Liné Thordarson, som med støtte fra Statens Kunstfond indgik i en to ugers huskunstnerordning. Skolens billedkunstklasser fulgte et praktisk og teoretisk skulpturforløb med kunstneren og desuden indrettede hun foran salen, midt i fællesområdet, et åbent værksted, hvor skolens øvrige elever kunne arbejde med ler og gips i pauser og mellemtimer, mens hun selv udførte en legemsstor skulptur inspireret af samværet med eleverne. Figuren er en ung kvinde med den spinkle skikkelse, som er karakteristisk for alle Thordarsons skulpturer. Fra den statiske nederste del laver figuren en lille dynamisk drejning af overkroppen og armene, som viser eleven der strækker sin krop alt for tidligt om morgenen for at gå i skole - eller måske den unge der med strækket folder sin personlighed ud for at bevæge sig videre ud i livet. Skulpturen fik titlen ”På vej” og efterfølgende fik vi med støtte fra Ny Carslbergfondet mulighed for at få den støbt i bronze. Den ses nu på muren mellem birketræerne i indkørslen til skolen.

Udover gentagne gange at have støttet billedkunstundervisningen på skolen gennem huskunstnerordningen, stod Statens Kunstfond også for et større udlån af værker i 2013. Det mest markante er tre meget store billedtæpper vævet af kunstneren Grethe Sørensen. Tæpperne er umiddelbart abstrakte i deres udtryk, med mørkegrå baggrund og mønstre af cirkler i lysere og gyldne nuancer. Men lader man sig suge ind af motivet opstår fornemmelsen af billygter i en mørk og regnvåd efterårsaften eller vintermorgen og giver frit løb for associationer til storbyens trafik, fart og travlhed, igen: mennesker på vej. De tre tæpper med titlerne Rushhour 3, Rushhour 9 og City Light 7 hænger på Søndergade, hvor de med god plads mellem de mørkeblå dørkarme danner et samlet værk i god samklang med arkitekturen.  

Den største samlede udsmykning findes omkring de centrale fællesarealer, hvor Ny Carlsbergfondet i 2011 stod bag vores mulighed for at ophænge et stedsspecifikt kunstværk i fem dele af John Kørner. Da Kunstudvalget og rektor første gang skulle mødes med direktør i Ny Carlsbergfondet, Morten Kyndrup, var vi netop kort forinden blevet enige om, at John Kørner med sit ekspressive og figurative udtryk ville være højt på vores ønskeseddel, hvis skolen skulle være så heldig at få en udsmykning. Vores begejstring må have været følelig i rummet, da Morten Kyndrup uopfordret foreslog netop John Kørner til denne opgave. I efteråret 2010 besøgte John Kørner skolen for at få en fornemmelse af stedet og eleverne og året efter kunne udsmykningen afsløres samtidig med indvielsen af de ombyggede fællesarealer midt i skolen.

Vores største ønske til udsmykningen var et billede, som kunne hænge på væggen overfor hovedindgangen og byde elever, personale og gæster indenfor hver dag. Og det kom til at fungere efter hensigten: Det er ikke ved overvældende størrelse, at billedet ”Sammen med skyggen”, allerede når man er et godt stykke fra glasdørene, virker som en åbning ind til skolen. Det er den voldsomme effekt af en kraftfuld turkisblå farve, som står i skarp kontrast til skolens røde mursten. Godt hjulpet af ovenlyset i gangene lyser den blå farve op og trækker beskueren ind i gymnasiets bygninger.

Kommer man tættere på billedet, er det figuren der tiltrækker sig opmærksomhed. Det er umiddelbart en figur i stærk bevægelse og som udgangspunkt viser den det figurative og let aflæselige i Kørners billeder. Men ser man nærmere efter mangler figuren ansigt og krop. Dette skaber en nysgerrighed i forhold til billedets historie: Der er noget mystisk og egentlig lidt foruroligende ved travlhed og fart sat sammen med den ikke-eksistens, som de tomme sko og ærmer antyder. Det skaber en transparens i billedets udtryk, som fører videre til den ekspressivitet og lethed, som også er i Kørners billeder, når de opløser sig til en collage af lette former og farver i den helt tætte betragtning. Som Morten Kyndrup fremhævede det i sin tale ved ferniseringen i 2011:

”Den produktive spænding i John Kørners billedkunst, der gør den til noget unikt i dansk kunsthistorie. Kørners billeder er således både vildt malede, påtrængende og ekspressive og ydmyge, nærmest henkastede, og de evner samtidig at udtrykke et stærkt fravær, en forladthed. Og der er altid bevægelse på spil. Noget, der flytter sig inde i billedet, som inviterer beskueren ind i det.”

Til venstre for indgangen, på den modsatte side af skolens store fællessal, bliver blikket tiltrukket af orange og en pink der krasser lidt i øjnene mod murstenenes baggrund. Billedet ”Alene sammen med skyerne” har også en figur i forgrunden, men denne gang en stille, indadvendt pigefigur med ryggen til beskueren. Kunsthistorisk bringer billeder mindelser om C.D.Friedrichs romantiske billeder fra 1800-tallet, hvor en rygvendt figur foran et tågehav eller en havudsigt med solnedgang bliver vores øjne og et billede på vores egen eftertænksomhed og kontemplation. Repoussoir-effekt med pigen helt forrest i billedet og stor afstand til baggrunden understreger det vidtstrakte perspektiv i billedet, både i konkret og i overført betydning. Pigens tøj er blåt, som blomsterne omkring hende, og binder hende til jorden, mens håret har samme nuance som nogle af de drivende skyer og derved markerer, hvordan tankerne er et andet sted, fri af det jordnære, hverdagsagtige.

Til højre for indgangen ses endnu en figur, igen i bevægelse, som på det første billede, men denne gang med front mod os. Billedets titel er ”Vegetar”, og det er i denne titel vi skal finde den mest politiske kommentar i værkerne, om end den er mere stilfærdig end John Kørner ofte har brugt det i sine problematiserende billeder af såvel handlede kvinder som afdøde danske soldater i Afghanistan: Titlen er et håb om en bedre fremtid for de unge, som billedet er malet til, med et forhåbentlig større fokus på økologi og bæredygtighed. Og her må man jo sige, at kunstneren uden at kunne vide det foregreb den profil som grønt gymnasium, som senere er blevet et af RiGs kendetegn. En mindre politisk, mere skolenær tolkning af billedet stod rektor Gitte Horsbøl for i sin tale til ferniseringen:

”Det kunne være billedet på en elev i fuldt firspring – på vej til skole, på vej til time. Samtidig er det en figur, som kommer os i møde som beskuere – vi indgår i et fællesskab, vi har noget at sige hinanden. Dermed synes vi, at det billede på fornemste vis symboliserer noget, som er vigtigt for os: Vi vil hinanden noget – vi vil af sted i fuldt firspring, men vi vil det sammen, fordi fællesskabet er afgørende.….”

Ved spisepladserne foran kontorerne finder man det største ad værkerne, ”Skyggernes Paradis”. Dette værk er nok det, der stærkest lever op til Morten Kyndrups ord om, at Kørners billeder rummer det ekspressive, men også forladtheden. Billedet har, igen i samspil med ovenlyset på gangen, en næsten blændende effekt af meget store områder af hvidt lærred. Når man har betragtet billedet lidt, ser man, hvordan det mørkegrå landskab i baggrunden korresponderer med borde og bænke foran, ligesom de gule penselstrøg forstærkes af samspillet med de gule døre på gangen ved siden af. Disse farvesammenfald giver ro og samhørighed mellem sted og værk, på en måde som der nok kan trænges til ind imellem i gymnasiets til tider hektiske og forstyrrede dagligdag.

Ser man på baggrundslandskabets mørke farver, ledes tanken hen på en dyb, stillestående, mørk og foruroligende skovsø. Men igen skabes der spænding i vores oplevelse af billedet, da søen jo faktisk er hvid og meget åben, åben helt ud over billedfladen imod os, så vi næsten bliver en del af den. Sammenholdt med billedets ro, forladtheden og skyggerne får den hvide dog stadig en foruroligende og død klang, så indtrykket der står tilbage, er et spændingsfyldt stille vand over den dybe grund.

Hvis man vender sig fra ”Skyggerne Paradis”, vil man på den modsatte væg mellem to døre til skolens kontor finde værket ”Os og stranden”. Billedet virker umiddelbart næsten for stort til den vægplads der findes foran kontoret. Men dette er netop med til at understrege kontrasten mellem billedets umiddelbart tilforladelige motiv og oplevelsen af det. I modsætning til de andre billeder, som man oftest går forbi i en vis afstand, så går elever og personales vej mange gange i løbet af en skoledag ind gennem de to døre til kontoret. Man er altså tvunget til at lade sig overvælde af billedets størrelse og får nærmest følelsen af at begive sig direkte ind i billedet, når man går ind ad døren.

Motivet er en strand, det kunne være stranden ved Risskov, som er skolens og elevernes nærmiljø. Stranden har genkendelige tegn som sten, sand, bølgeskvulp og man går derfor ”ind i det” med ro og åbent sind. Men så får man måske øje på forsvindingspunktet på horisontlinjen. Eller, det gør man ikke, for det er der ikke. Igen leger Kørner med det hvide rum på lærredet og lader øjet ende i en hvid intethed, hvis man følger stenenes og sandets og vandets uendelige spor. Igen får det tomme og det forladte en plads i billedet og det er her man virkelig fornemmer det fælles menneskelige, som John Kørner selv fremhævede ved sine motiver til serien i pressemeddelelsen inden ferniseringen:

”For mig eksisterer der, i maleriernes motiver m.m., nogle fælles referencer hentet fra det danske landskab og miljø, som er meget elementære og brugbare i en personlig eksistens. Virkelighedens elementer, jord og planter, himmel og hav, er med den personlige placering, en struktur og en menneskelig natur, som er bærende for os alle, uden undtagelse.”

De her beskrevne kunstværker er særlige i kvalitet, historie og placering, men de udgør kun en lille del af den store samling af små og store, gamle og nye værker, som findes i alle kroge af huset. Og alle skolens værker indgår i det miljø, vi bevæger os i og som sætter sit præg på vores hverdag. Ind imellem er de genstand for nøje analyser af kritiske billedkunstelever, ofte er de ubevidste baggrunde for dagligdags aktiviteter, og til tider får de, som det ofte sker for Kørners ”Skyggernes paradis”, en blivende plads i manges familiealbum som baggrund for studenterbilleder med store smil, roser og huer. Under alle omstændigheder bidrager de alle til det som kunst kan: At vise os en anden vej eller andre perspektiver på vores liv og eksistens end det talte eller skrevne ord, som ellers har en så fremtrædende plads i gymnasielivet.

Katrine Busk, billedkunstlærer, RiG