Billedkunst

Faget billedkunst handler om både praktisk og analytisk arbejde med kunstneriske og visuelle udtryk. I den største del af undervisningstiden skal du løse praktiske opgaver, som dækker over alt fra maleri, tegning, grafik, fotografi, collage til skulptur, installation og performance kunst. Også arkitektur kan indgå i undervisningen. Du får altså prøvet kræfter med en bred vifte af kreative øvelser i løbet af et undervisningsår.

Den praktiske del af faget går hånd i hånd med den analytiske og den historiske dimension i faget. Du lærer med andre ord at analysere dine egne produkter og at se dem i relation til ‘rigtige’ kunstværker lavet af kunsthistoriens store mestre. På den måde får du via undervisningen en bred indsigt i, hvordan kunsten har udviklet sig gennem forskellige historiske perioder og inden for forskellige kunstneriske genrer.

Der kræves ingen specielle tegne-evner eller kunstneriske færdigheder for at deltage i billedkunstundervisningen. Kun en nysgerrig interesse i, hvad kunst kan og hvad den bliver brugt til. Hvad skal vi med den? Og hvad siger den, om det at være menneske?