Det største ønske vi havde til udsmykningen var et billede, som kunne hænge på væggen over for hovedindgangen og byde elever, personale og gæster indenfor hver dag. Og det kom til at fungere efter hensigten: Det er ikke ved overvældende størrelse, at billedet SAMMEN MED SKYGGEN – allerede når man er et godt stykke fra glasdørene – virker som en åbning ind til skolen. Det er den voldsomme effekt af en kraftfuld turkisblå farve, som står i skarp kontrast til skolens røde mursten. Godt hjulpet af ovenlyset i gangene lyser den blå farve op og trækker beskueren ind i gymnasiets bygninger. 

Kommer man tættere på billedet, er det figuren, der tiltrækker sig opmærksomhed. Det er umiddelbart en figur i stærk bevægelse, og som udgangspunkt viser den det figurative og let aflæselige i Kørners billeder. Men ser man nærmere efter, mangler figuren ansigt og krop. Dette skaber en nysgerrighed i forhold til billedets historie: Der er noget mystisk og egentlig lidt foruroligende ved travlhed og fart sat sammen med den ikke-eksistens, som de tomme sko og ærmer antyder. Det skaber også en transparens i billedets udtryk, som fører videre til den ekspressivitet og lethed, som også er i Kørners billeder, når de opløser sig til en collage af lette former og farver i den helt tætte betragtning. Som Morten Kyndrup fremhævede i sin tale ved ferniseringen, er det  
”den produktive spænding i John Kørners billedkunst, der gør den til noget unikt i dansk kunsthistorie. Kørners billeder er således både vildt malede, påtrængende og ekspressive og ydmyge, nærmest henkastede, og de evner samtidig at udtrykke et stærkt fravær, en forladthed. Og der er, sagde Kyndrup, altid bevægelse på spil. Noget, der flytter sig inde i billedet, som inviterer beskueren ind i det”.